Projektet bidrager til at: Främja hållbar ekonomisk tillväxt
Lead Partner: Region Sjælland
Projektpartnere: Region Skåne, Region Hovedstaden, Helsingborg Stad, Lund Kommun, Malmö Stad, Københavns Kommune, Køge Kommune, Lund Universitet, Roskilde Universitet
Inst. for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, Roskilde Universitet
Inst. for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring, Trafikverket
Projektperiode: 1. dec 2011 - 30. nov 2014
Projektets samlede budget: 2 787 447 EUR
Bevilget støtte fra ERUF: 1 393 723 EUR
Projektleder: Leif Gjesing Hansen
E-mail: lgi@regionsjaelland.dk
Tel: +45 5787 5758
Formålet med projektet er at etablere en grøn transportkorridor gennem Øresundsregionen til Hamburg for international vare- og persontransport, som minimerer energiforbrug og CO2 udslip per rejsende og ton gods, men samtidig sikrer en optimal tilgængelighed og mobilitet. Projektet vil identificere de krav og betingelser, en sådan transportkorridor vil stille til myndigheder og virksomheder i Øresundsregionen, samt kortlægge potentialer for øget samarbejde internt i regionen og med partnere i Tyskland. Projektets målsætning er at forberede erhvervslivet og beslutningstagere på de særlige forhold og muligheder der knytter sig til udvikling af innovative og mere miljøvenlige transport- og logistikløsninger.
Øresundsregionen ligger i den nordlige udkant af Europa og politisk er der derfor stor opmærksomhed på at forbedre tilgængeligheden til det kontinentale Europa. Den kommende faste forbindelse over Femern Bælt vil fjerne et væsentligt ”missing link” i en sammenhængende transport- og udviklingskorridor mellem Øresund og Hamburg. Gennem deltagelse i det politiske samarbejdsforum STRING (Southwestern Baltic Sea Transregional Area Implementing New Geography) har Region Skåne, Region Hovedstaden og Region Sjælland i samarbejde med delstaten Schleswig-Holstein og Hamburg Stadt i en årrække arbejdet for at knytte Øresundsregionen og det nordlige Tyskland tættere sammen til en befolkningsregion med 9,3 mio. indbyggere.
Øresundsregionen er lokaliseret centralt i STRING-korridoren, hvilket også afspejles i et stort antal virksomheder, som fra Øresundsregionen distribuerer varer og tjenesteydelser til resten af Skandinavien og til store dele af landene langs Østersøen. Transport- og logistik er i sig selv et væsentligt erhverv i Øresundsregionen og virksomhederne vil opnå forbedrede forretningsmuligheder på grund af udbygningen af de trafikale forbindelser til Nordeuropa via Femern Bælt. Ud over transport- og logistikvirksomheder er Øresundsregionen også hjemsted for et stort antal erhverv som køber transport og hvis varer importeres og eksporteres under betingelser, som kræver høj kvalitet i form af kort transporttid, præcision, høj frekvens og relaterede logistikydelser som ompakning, lagring og distribution.
Femern forbindelsen skaber potentialet for øget vækst og økonomisk integration mellem Øresundsregionen og Nordtyskland, herunder muligheder for at etablere en grøn transportkorridor for personer og gods, der bygger på innovative og effektive løsninger inspireret af bl.a. målsætningerne i EU’s Freight Logistics Action Plan (2007) og Hvidbogen Roadmap to a Single European Transport Area – Towards a competitive and resource efficient transport system (2011). At indfri dette potentiale kræver imidlertid dels at potentialet kortlægges, dels at der etableres et tættere samarbejde mellem de relevante aktører i korridoren samt at der gennemføres en systematisk og målrettet indsats for at facilitere erhvervsudviklingen blandt erhverv, som repræsenterer spidskompetencer i Øresundsregionen og er afhængige af ændringer i logistik- og transportrelaterede rammevilkår - f.eks. indenfor fødevarer, detailhandel, elektronik, modetøj, maskindele og medicinalvarer. Arbejdet med en Grøn STRING korridor vil kortlægge potentialerne for bæredygtig økonomisk vækst som Femern forbindelsen skaber, herunder de lokale, regionale og interregionale effekter. Potentialet for højhastighedstog og mulighederne for både gods- og persontrafik på jernbane gennem korridoren vil blive analyseret. Der vil desuden blive fokuseret på, hvordan man udreder barrierer og udnytter synergimuligheder mellem de øresundsregionale transportknudepunkter.
Potentialerne og barrierer for øget samarbejde, synergi, vækst og innovation vil blive sammenfattet i en handlingsplan med forslag til igangsættelse af nye initiativer og handlemuligheder for erhvervsliv, kommuner, regioner og vidensinstitutioner. Projektet vil desuden tage de første spadestik til realiseringen af en række af de identificerede initiativer. Dette vil ske ved at facilitere matchmaking blandt virksomheder, myndigheder og vidensinstitutioner og ved i løbet af projektperioden at sammensætte stærke projektkonsortier, der kan arbejde videre med at konkretisere og virkeliggøre initiativerne. Der vil yderligere blive arbejdet med at skabe stærke netværk indenfor de sektorer, hvor der er potentiale for vækst og samarbejde. Disse er bl.a. miljøvenlig transport og logistik, fødevarelogistik og den maritime sektor. Andre områder vil eventuelt blive identificeret i løbet af projektet og indarbejdet i handlingsplanen. Styrkelsen af netværket indenfor disse sektorer vil gøre aktører i Øresundsregionen i stand til at søsætte nye samarbejder og initiativer efter projektets ophør samt ruste aktørerne til i fremtiden at indgå i større europæiske samarbejdsprojekter og tiltrække flere EU midler til vækst og udvikling i korridoren.